Et sekund ad gangen

Den dystopiske roman »Et sekund ad gangen» af svenske Sofia Nordin er indbegrebet af et uhyggeligt fremtidsscenarie. I sin ungdomsroman om pigen Hedvig, der som den eneste overlever en katastrofe, sætter forfatteren blandt andet fokus på menneskets sårbarhed og overlevelsesevne på én og samme tid.

Der er noget stærkt fascinerende ved at lege med tanken om, hvad der måske venter forude hvis alting ramler og jorden rammes af en katastrofe. Hvad vil der ske, hvis man overlever?

Hedvig er sej som få, men hun også sårbar og oprigtig. Og netop indblikket i Hedvigs følelser på godt og ondt gør «Et sekund ad gangen» til en helt særlig læseoplevelse. Det er ikke blot Sofia Nordins bud på en uhyggelig fremtidsudvikling – nej, det er en gribende og tankevækkende bog om at være ung og modnes.

Hovedpersonen Hedvig må tage ansvar for sig selv og skride til handling, hvis hun vil overleve efter en farlig epidemi har taget livet af alt og alle. Hun forlader den uddøde storby og flytter ind på en gård, hvor hun tillærer sig de praktiske færdigheder. Langsomt etablerer Hedvig en tilværelse i den rammer, og hendes tilpasningsevne er i sig selv en påmindelse til læseren om, at vi er nødt til at turde handle, hvis vi vil videre.
Pludselig dukker der en anden pige op. Også hun har overlevet den farlige epidemi, og nu må de to piger etablere et fælleskab på gården. Udfordringerne er store, da alting er lukket ned. Samtidig er det sin sag at knytte bånd.

Sofia Nordins roman er gribende og spændende som få! Den var fuldt fortjent nomineret til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris 2014.
Det særlige ved bogen er, at Sofia Nordin formår at lade Hedvig, bogens fortæller, virke troværdig scenariet til trods. Vi gribes af fortællingen fra første sekund, og følger med største opmærksomhed hvert et skridt Hedvig gør i sin kamp for overlevelse.

Det er især rørende at læse Hedvig berette om sine forældre og lillebror, der døde af den uforklarlige febersygdom. Og det er smertefuldt at følge hvordan begge piger krampagtigt holder fast i hvert et lille minde, de har af deres familier.

«Et sekund ad gangen» er på én gang en dystopi og en Robinsonade. Hedvigs oplevelse er som «Palle alene i verden», men hun vågner ikke op af en drøm! Sofia Nordin har skrevet en dramatisk og gribende ungdomsroman, der giver stof til eftertanke. Hendes portæt af en teenager er overbevisende. Du vil sent glemme Hedvigs tanker og utrættelige kamp for at overleve!

Køb Et sekund ad gangen online

Skriv et svar