Den 22-årige Pernille Strøm Øster skildrer i bogen Tankestrøm og streger sine personlige oplevelser med at miste. Bogen sætter fokus på den sorg, der opstår i kølvandet på lillebroren Jonas´ død efter en ulykke, hvor han bliver ramt af et tog.
Bogens form er et interessant miks af tekster, collager, dagbogsnotater, illustrationer, tilbageblik, refleksioner. Afslutningsvis giver Pernille en række råd fra andre unge, der også har mistet en søskende.
Pernille Strøm Øster tager os med tilbage til den nat, hvor hun og broren begge har været til fest og hvor han mister livet. Derpå følger b.la. oplevelser fra sygehuset, hvor hun først nægter at se sin afdøde bror, og hendes gribende tale til begravelsen.
Tiden efter dødsfaldet var præget af sorg, fortvivlelse men også et ihærdigt forsøg på at forsætte som vanligt. Pernille tager b.la. ud at rejse og på højskole. Men sorgen er allestedsnærværende og den har mange forskellige ansigter.
Tankestrøm og streger er en ærlig, åben og uhøjtidelig bog om sorg og savn. Den bryder med de velkendte formidlingsformer, og skildrer i stedet tiden efter et dødsfald i fragmenter. Det giver god mening al den stund, at sorg netop slår de pårørende i stykker.
Trods sin unge alder og store sorg, evner Pernille Strøm Øster at skildre sine følelser med sikker hånd.
Det er meget overbevisende, når hun fx deler en depressionstest og med lige dele galgenhumor og bid må konstatere, at hun ikke bon´er ud som deprimeret. At testen glimrer i ikke at fange hendes knugende sorg, er dybt fortvivlende.
Man kan ikke andet end at føle med forfatteren. De smukke illustrationer og collager er også lavet af den unge forfatter.
I bogen fortæller Pernille også om, hvordan hun selv ændrer sig efter dødsfaldet. Hun føler, at hun bliver adskillige år ældre. Samtidig mister hun lysten til at feste og drikke. I stedet sidder hun derhjemme og ser Olsen Banden. Ensomheden sniger sig ind trods mange gode venner.
Pernille Strøm Øster er en skrap observatør, og dét gør bogen til en lærerig såvel som tankevækkende læseoplevelse.
Alle teenagere kan med stort udbytte læse Pernille Strøm Østers bog om at miste. Den vil også være nyttig i forhold til at stå som ven til en anden ung, der mister.