Stranden ved Femmøller er en god og børnevenlig sandstrand, som bagved er afskærmet af små forhøjninger med bevoksning. Her er meget lavvandet, og sandet er fint. Parkeringsforholdene er lidt kaotiske, men her er iskiosk og toiletter. Her er alletiders for helt små børn.
Her er en meget bred sandstrand, hvor der er lavvandet og dermed perfekt til børn. Desuden er der livredder om sommeren, og der er rampe i sandet så barnevogne eller kørestolsbrugere også kan komme ned til vandet og så er der toiletbygning. Stranden har også modtaget det eftertragtede Blå Flag, der bl.a. signallerer rent badevand.
Den hyggelige sandstrand ved Frederiksdal Fribad er børnevenlig, har lavt vand, livredder, blåt flag og badebro til det dybe vand. Desuden er her masser af plads til både skovtur, leg og afslapning. Der er kiosk med is og pølser og cafe
På østsiden af Grenen på Skagen er der en sandstrand, med klipper som bølgebrydere hvilket betyder at det virker som om at der er små hyggelige strande, den ene efter hinanden. Og den er sjældent lige så besøgt som de øvrige strande på Skagen. Du finder stranden ved at følge Gl. Fyrvej ned til campingpladsen for enden af vejen, og gå igennem den. Du kan også gå fra Vippefyret ned til stranden og så til venstre. Nord for stranden er der en lang række af de bemærkelsesværdige bunkere på stranden.
Ebbeløkke Strand er meget børnevenlig. Vandet er rent og man skal langt ud før det bliver dybt. Når der er lavvande er der tit vandhuller, hvor børnene kan lege. Og man kan fange små fisk og krabber til stor fornøjelse og mange timers hygge.
Vejle Kommune har længe arbejdet på at gøre Albuen til et spændende sted at komme for både store og små. De har fået lavet stort motionsredskab til de store legebørn, flere små steder med børneaktiviteter, kørt meget lækkert strandsand på både stranden, men også oppe i terrænet, hvor der er lavet en beach volley bane. Kiosk og toiletter er blevet moderniseret, så stranden nu fremstår som et dejligt sted at komme for både store og små.
Fantastisk børnevenlig strand med lavt vand, og stranden er ikke overrendt. Fra P-pladsen skal man af enten bro eller dæmning ca. 400 m. over et meget smukt fuglereservat.
Helt ude ved Fanø bad finder I en skøn strand – den er børnevenlig fordi stranden er stor – der kører ingen biler ved Fanø Bad, og der er langt ud til vandet. Stranden er lavvandet og med sandbund.
Fjellerup strand på Nord-Djursland er en alletiders børnestrand. Stranden er skøn uden for mange sten og man skal langt ud i vandet inden det bliver dybt, så man kan som forældre sidde på stranden og lade børnene gå i vandkanten uden at sidde og være nervøse for dybden. Området er meget livligt med stort sommerhusområde bagved, campingpladser, iskiosker mm.
Den Permanente er en badeanstalt ved Risskoven. Indenfor badeanstalten er der omklædningsrum, toiletter, vandrutsjebane og vandhaner. Sandet er fint og der er sandbund. Stranden er både velegnet til store og små børn. Stranden udenfor badeanstalten er også rigtig god, men har du barnevogn med, så er det en god ide at gå ind i badeanstalten, da du kan få barnevognen med hele vejen rundt. Stranden er tildelt det blå flag. Kiosk.